Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Danske statsborgerskaber er ulige fordelt blandt udlændinge

Hver anden dansk-tyrker har fået dansk statsborgerskab, mens det samme kun gælder for én ud af 12 islændinge bosat i Danmark. Der er betydelige forskelle på, hvor stor del af indvandrerne og deres efterkommere, som har dansk statsborgerskab.

3. april 2006 kl. 0:00

200.000 indvandrere og efterkommere i Danmark har dansk statsborgerskab. Det svarer til 43 pct. af de i alt 463.000 indvandrere og efterkommere, som bor i Danmark. Blandt de forskellige grupper af personer med udenlandsk baggrund er der imidlertid betydelige forskelle på, hvor stor en del af indvandrerne og deres efterkommere, som har dansk statsborgerskab.

Tyrkerne udgør den største befolkningsgruppe i Danmark med udenlandsk baggrund. Af de i alt 55.500 tyrkere har næsten halvdelen (47 pct.) dansk statsborgerskab. Andelen af personer, som har fået dansk statsborgerskab, er dog større blandt libaneserne i Danmark. Blandt de 22.500 personer med libanesisk baggrund, har fire ud af hver fem dansk statsborgerskab. Der er i stor udstrækning tale om tidligere statsløse palæstinensere.

Blandt indbyggere i Danmark med irakisk baggrund er kun en ud af tre danske statsborgere.

Store forskelle blandt nabolandene
Blandt vore nordiske broderfolk med bopæl i Danmark har langt de fleste bevaret deres oprindelige statsborgerskab. Der er dog alligevel markante forskelle: Af de 7.800 islændinge i Danmark har således kun en ud af hver 12 skaffet sig dansk statsborgerskab, og af de 15.700 nordmænd i Danmark har kun hver fjerde skiftet det norske statsborgerskab ud med et dansk. Svenskerne giver hyppigere afkald på deres statsborgerskab: Af de 14.500 svenskere i Danmark har mere end en tredjedel (nemlig 37 pct.) fået dansk statsborgerskab.

Det er dog Tyskland, som er det land blandt vores naboer, hvor udvandrerne til Danmark i størst omfang har fået dansk statsborgerskab. Blandt de 25.900 tyskere bosat i Danmark har tæt ved halvdelen dansk statsborgerskab, altså en langt større andel end nogen af vore nordiske nabofolk kan opvise.

Flere efterkommere søger statsborgerskab
Hvis vi nøjes med at fokusere på indvandrernes efterkommere, har vi mulighed for udelukkende at analysere statsborgerskaber blandt personer, som er født i Danmark af forældre, som enten er indvandrere eller udenlandske statsborgere. Det giver os mulighed for at udelukke personer, som kun opholder sig i Danmark i en kortere periode fx i forbindelse med studieophold eller et midlertidigt arbejde. 

Her viser statistikken, at ni ud af ti personer med libanesisk baggrund, som er født i Danmark, har dansk statsborgerskab. Herfra er der et stykke vej ned til gruppen af tyrkere - her er det en andel på 64 pct. af efterkommerne, som har dansk statsborgerskab. Blandt irakerne er det godt halvdelen (54 pct.), som har dansk statsborgerskab.

Blandt efterkommerne af europæiske indvandrere er islændingene fortsat meget lidt tilbøjelige til at ansøge om dansk statsborgerskab. Kun 17 pct. af alle islændinge som er født i Danmark, har dansk statsborgerskab. Herfra er der unægtelig et stort spring op til de 71 pct. af de tyske efterkommere, som har fået dansk pas. De svenske og norske efterkommere har været noget mere villige til at tage dansk statsborgerskab end islændingene, men ligger dog fortsat langt under de tyske efterkommeres niveau. 57 pct. af de norske efterkommere og 52 pct. af de svenske efterkommere har dansk pas.  

Befolkningen i Danmark fordelt efter statsborgerskab og oprindelse pr.1. januar 2006

Antal personer Procent
Dansk
statsborgerskab
Udenlandsk
statsborgerskab
I alt Dansk
statsborgerskab
Udenlandsk
statsborgerskab
I alt
Hele befolkningen i alt 5.157.408 270.051 5.427.459 95,0 5,0 100,0
Personer med dansk oprindelse 4.957.171 7.053 4.964.224 99,9 0,1 100,0
Indvandrere og efterkommere, i alt 200.237 262.998 463.235 43,2 56,8 100,0
Tyrkiet 25.841 29.709 55.550 46,5 53,5 100,0
Irak 9.189 17.733 26.922 34,1 65,9 100,0
Tyskland 12.577 13.298 25.875 48,6 51,4 100,0
Libanon 17.890 4.619 22.509 79,5 20,5 100,0
Bosnien-Hercegovina 8.537 12.415 20.952 40,7 59,3 100,0
Pakistan 10.658 8.626 19.284 55,3 44,7 100,0
Jugoslavien (ex) 7.547 9.868 17.415 43,3 56,7 100,0
Somalia 6.816 9.748 16.564 41,1 58,9 100,0
Norge 4.106 11.638 15.744 26,1 73,9 100,0
Polen 7.094 7.586 14.680 48,3 51,7 100,0
Sverige 5.402 9.107 14.509 37,2 62,8 100,0
Iran 9.967 4.422 14.389 69,3 30,7 100,0
Vietnam 8.688 4.181 12.869 67,5 32,5 100,0
Storbritannien 2.560 9.550 12.110 21,1 78,9 100,0
Afghanistan 1.973 9.273 11.246 17,5 82,5 100,0
Sri Lanka 7.459 2.851 10.310 72,3 27,7 100,0
Marokko 6.182 2.939 9.121 67,8 32,2 100,0
Kina 1.903 6.178 8.081 23,5 76,5 100,0
Island 646 7.181 7.827 8,3 91,7 100,0
Thailand 1.481 5.894 7.375 20,1 79,9 100,0
Kilde: www.statistikbanken.dk/bef3

Tabellen viser de 20 største indvandrergrupper i Danmark (både indvandrere og efterkommere) med angivelse af, hvor mange af dem, der er danske statsborgere.

Statistikken viser i øvrigt, at de to største befolkningsgrupper i Danmark med fremmed baggrund er tyrkerne og irakerne - disse to grupper udgør tilsammen 82.500 personer. Det svarer ret nøje til antallet af mennesker i Danmark, der stammer fra samtlige vores nabolande: Norge, Sverige, Tyskland, Polen og Storbritannien.

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse