Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Antallet af meget gamle eksploderer

De sidste 25 år er antallet af danskere over 100 år næsten firedoblet. Og i løbet af de næste 25 år vil antallet blive firedoblet én gang til, såfremt udviklingen forløber i overensstemmelse med Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning.

27. februar 2005 kl. 0:00

Siden slutningen af 70'erne er antallet af meget gamle mennesker steget voldsomt. Hvor der for 25 år siden kun var 159 mennesker i Danmark på 100 år og derover, er der i dag ca. 625. Det er næsten en firedobling.

Kraftig stigning
De næste 25 år kan meget vel byde på en ny firedobling i antallet af meget gamle personer. Det vil ske, hvis udviklingen forløber i overensstemmelse med den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. I så fald vil der i år 2030 være 2.150 personer i Danmark på 100 år og derover.

I 2040 vil antallet være vokset til 3.814, og i 2050 vil der ifølge befolkningsfremskrivningen være over 8.000 mennesker i Danmark på 100 år og derover. Denne udvikling bygger selvsagt på de forudsætninger, der ligger til grund for den seneste befolkningsfremskrivning.



Her er de opstillede antagelser om udviklingen i dødeligheden afgørende, mens forudsætningerne om ind- og udvandring med stor sandsynlighed er mindre vigtig for antallet af meget gamle mennesker. Befolkningsfremskrivningens antagelser om udviklingen i fødselstallet har selvsagt ingen betydning for antallet af meget gamle mennesker de næste 45 år frem til 2050.

Mændenes andel vokser
For 25 år siden var tre ud af fire personer over 100 år kvinder (75 pct.) Denne kvindeandel er siden vokset, så det i dag er 85 pct. af de meget gamle mennesker, der er kvinder. Kun 15 pct. er mænd.

Hvis udviklingen fremover forløber i overensstemmelse med den seneste befolkningsfremskrivning, vil mændenes andel af de meget gamle mennesker imidlertid atter vokse. I 2030 vil det således igen være en ud af fire på over 100 år, der er mænd og i 2040 vil det være hver tredje af de meget gamle, som er mænd. Befolkningsfremskrivningen indebærer altså en voksende ligestilling i den forstand, at den voldsomme overvægt af kvinder blandt de meget gamle bliver mindre voldsom.

Flere oplysninger: Kontakt Frank Dahlgaard på 26 21 67 52.  

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse