Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Flere rejser med fly mellem landsdelene

For første gang siden indvielsen af Storebæltsbroen viser statistikken passagerfremgang på flyselskabernes indenrigsruter. Rekordlave billetpriser og flere afgange kan være baggrunden for, at indenrigsflyene vinder frem i kampen mod tog og bil.

1. juli 2004 kl. 0:00

Mandag den 14. juni fyldte Storebæltsbroen seks år. Dagen blev sandsynligvis ikke fejret på direktionsgangene i de flyselskaber, som forsøger at tjene penge på at flyve passagerer mellem landsdelene i Danmark.

For åbningen af den faste forbindelse over Storebælt blev startskuddet til en glidende nedgang i passagertallene på den indenrigs ruteflyvning. I 2003 var passagertallet på indenrigsruterne dalet med 38 pct. i forhold til tiden op til åbningen af den faste forbindelse over Storebælt.

Efter seks års konstant fald er nedgangen på indenrigsruterne nu standset, viser tal fra Danmarks Statistik.

I de første tre måneder af 2004 valgte godt 350.000 mennesker at gå ombord på et indenrigsfly for at rejse mellem de danske landsdele. En fremgang på 2 pct. i forhold til samme periode året før.

Skønt det endnu er for tidligt at svare på, om fremgangen har bidt sig fast, er Danmarks største formidler af erhvervsrejser ikke i tvivl om, hvilken vej vinden blæser.

"Tendensen er opadgående," siger bureauchef Erik Hagstrøm fra Weco DSB i Aalborg. Han fortsætter: "I den seneste tid har der været flere dage, hvor samtlige fem morgenafgange ud af Aalborg har været udsolgte. Det er et tegn på, at erhvervslivet heroppe i stigende grad bruger indenrigsfly, når medarbejderne skal til København."

Flyselskaberne Cimber og SAS bekræfter, at antallet af udsolgte indenrigsafgange er stigende.

Erik Hagstrøm peger på to baggrunde for stigningen. "I slutningen af 2003 sænkede SAS priserne på indenrigsafgangene med 17 pct. Det satte for alvor en udvikling i gang. Samtidig er det blevet dyrere at rejse med tog fra Aalborg til København, hvilket betyder, at prisforskellen mellem tog og fly er blevet mindre," forklarer Erik Hagstrøm.

Hos SAS er man ikke i tvivl om, at selskabets nye og mindre propelfly har været en medvirkende årsag til fremgangen. "De mindre fly har gjort det muligt at hæve antallet af afgange. Dermed er flytrafikken blevet mere fleksibel, hvilket har været med til at tiltrække nye passagerer," siger salgschef i SAS Danmark, Palle Christensen.

På flyruten mellem København og Aalborg er der 26 daglige afgange i hver retning.

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse