Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Det koster julen...

Julen koster i gennemsnit hver voksne dansker omkring 1.700 kroner - det er kun en pct. af det samlede årlige privatforbrug.

16. december 2003 kl. 0:00

"Julen varer længe, koster mange penge", synger vi. Men i forhold til det samlede private forbrug er julen - økonomisk set - et overdrevent fænomen. Hvis indkøbsmønstret i december i år former sig nogenlunde som de foregående tre år, koster julen kun cirka en procent af familien Danmarks samlede private forbrug i år. Går man ud fra, at hele udgiften til jul afholdes i form af ekstraindkøb i detailhandelen, betyder det 6½ milliarder kroner. Transportudgifter til julebesøg hos venner og familie i andre dele af landet og charterrejser indgår ikke i regnestykket.

Det samlede privatforbrug i Danmark ventes i år at blive på cirka 675 milliarder kr., hvoraf omkring 37 procent er forbrugsvarer fra detailhandelen, altså 250 milliarder kroner. Erfaringerne fra de sidste tre år er, at detailhandelens salg i december ligger 32 procent over gennemsnittet af de 11 andre måneder. Det peger frem mod et decembersalg i detailhandelen i år på 27,5 milliarder kroner mod 20,8 milliarder kroner i en gennemsnitlig normalmåned. Ekstra-forbruget i december er med andre ord på 6,7 milliarder kroner, som fordelt ligeligt ud på alle voksne danskere bliver til en udgift på 1.675 kroner.

Nytåret tæller med
En familie med to voksne vil altså i gennemsnit have en ekstra udgift i december på 3.350 kr. Denne skønsmæssige beregning medregner dog indkøb af fyrværkeri og god mad i forbindelse med nytåret. Lægges hertil, at en betydelig del af de julegaver, vi giver hinanden, er forbrugsvarer, som nok var blevet indkøbt alligevel, står det klart, at julen ikke er så dyr, som det umiddelbart ser ud til.

På visse områder er julemåneden billigere end de øvrige måneder. For eksempel falder prisen på flæskesteg typisk i december. Den gennemsnitlige kilo-pris på 'svinekam med spæk', eller flæskesteg i folkemunde, har taget et markant prisdyk de seneste fire decembermåneder, dvs. siden 1999. Samme mønster viser sig for appelsiner, der er særligt billige i december.

Det køber vi
Juleindkøb er koncentreret om nogle bestemte typer butikker. Ikke overraskende er salgsfremgangen i december særlig stor i forretninger, der handler med legetøj, køkkenudstyr, smykker og lædervarer. Også isenkræmmere har dog en pæn december, hvor salget typisk ligger på det dobbelte af en almindelig måned. Herretøjsbutikker har en betydelig større salgsfremgang i december end butikker, der sælger dametøj.

Denne artikel er offentliggjort 16. december 2003.

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse