Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Københavnerne fører i skilsmisser

For femte år i træk er skilsmisserne steget i Danmark, og det er københavnerne, der fører. Indbyggerne i hovedstaden skilles nemlig to og en halv gang så hyppigt som parrene i flere jyske amter. Mest trofaste er parrene i Ringkøbing Amt, hvor skilsmisserne ligger i bund.

23. oktober 2002 kl. 0:00

Et ud af fyrre ægteskaber gik i stykker i Københavns Kommune i fjor, hvorimod kun ca. et ud af hundrede ægteskaber gik i stykker i Ringkøbing Amt, Viborg Amt og Ribe Amt. Det viser nyudgivelsen Befolkningens bevægelser 2001.

Men hvorfor render københavnerne fra hinanden? En af årsagerne er, at unge par hyppigere bliver skilt end ældre par, og netop Københavns Kommune er præget af mange unge par. En anden årsag er storbylivet, ifølge David Fog, kontorfunktionær i Bryllupskontoret på Københavns Rådhus:

"Vi ser i Bryllupskontoret ofte folk, der kommer ind for at blive gift for tredje gang, og i visse tilfælde kommer mænd og kvinder også for at blive viet for fjerde eller femte gang. I hovedstaden skal der tilsyneladende mindre til, at ægteskabet bliver brudt, og folk prøver så atter at finde en partner i storbylivet," siger han til Bag tallene.

Passer syvårskrisen?

Befolkningens bevægelser 2001 har også fulgt Danmarks ægteskaber fra bryllup til grav, og kan derfor vise, hvornår risikoen for skilsmisser er størst. Chefkonsulent Anita Lange fra Danmarks Statistik kan dermed be- eller afkræfte, om den påståede syvårskrise i ægteskabet er reel:

"Selv om man i folkemunde taler om syvårskrisen, så kan vi se på tallene, at den krise i hvert fald ikke giver stigning i skilsmisserne. Den største risiko for skilsmisse er derimod fire år efter bryllupsklokkerne har lydt," siger Anita Lange.

Har man først klaret de første fire års ægteskab, så bliver risikoen for skilsmisse til gengæld langt mindre. Der er dog nogle små hop opad i skilsmisserisikoen et godt stykke henne i ægteskabet. De ligger hhv. 17, 25 og 31 år efter brylluppet - så ikke engang et sølvbryllup er en garanti for, at ægteskabet holder.

Befolkningens bevægelser 2001 kan bestilles i Danmarks Statistiks e-boghandel på
www.dst.dk/boghandel.

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse