Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Journalister vil have rå data

Medierne vil selv have adgang til data fra Danmarks Statistik, så de kan lave uafhængige og journalistisk vinklede historier, der tager udgangspunkt i læsernes verden.

31. maj 2002 kl. 0:00

Danske medier stiller sig ikke længere tilfredse med kun at have adgang til de data og tal, som Danmarks Statistik og andre offentlige myndigheder vælger at offentliggøre. Journalisterne vil i stigende grad selv have fingrene i de rådata, som myndighederne indsamler.

"Ligesom det er pressens opgave selv at stille de spørgsmål, som vi mener er vigtige for læserne, når vi interviewer folk, så er det også vigtigt, at journalisterne selv har adgang til de tal og faktaoplysninger, som det offentlige ligger inde med," siger Nils Mulvad, der er direktør i Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting (Dicar).

Computer-Assisted Reporting (CAR) stammer fra USA. Idéen bag er, at journalister skal bruge computeren som andet og mere end en smart skrivemaskine. Journalister skal også bruge den som en hjælp til dybdeborende research via on-line databaser eller som værktøj til at kunne samle, systematisere og analysere meget store informationsmængder af bl.a. statistisk og demografisk karakter. Hensigten er at kunne belyse sammenhænge, der ikke tidligere kunne formidles i journalistisk form.

Læsernes synsvinkel
"Når Dicar er dykket ned i data, er vi nået frem til nye og andre vinkler end de myndigheder, der i første omgang formidlede data. Af og til har myndighedernes analyser været direkte forkerte, fordi de har været opsatte på at stille sig selv i et godt lys, og andre gange har myndighederne ikke opdaget den vigtigste historie i deres data. Det er derfor vigtigt, at journalisterne får adgang til data, så fortolkningerne bliver uafhængige og journalistiske og tager udgangspunkt i, hvad der er relevant for læserne," siger Nils Mulvad og fortsætter:

"CAR-journalistikken betyder, at der vil komme meget mere dybde i journalistikken fremover. Journalister vil ikke længere nøjes med kun at høre to forskellige parter fx to politikere, der står og råber af hinanden. Fremover vil journalisterne selv undersøge, hvordan tingene hænger sammen og efterprøve substansen af løse udtalelser."

Blandt verdens bedste
Boomet i CAR-journalistikken i Danmark skyldes ikke mindst, at Dicar er gået fra at være en frivillig organisation til at være en forening med seks ansatte. Dicar lærer journalister, hvordan de finder frem til elektroniske informationer, og hvordan de laver analyser på data. Derudover bearbejder Dicar selv data, som Danmarks Statistik og andre myndigheder har stillet til rådighed. Deres behandling af data er tilgængelig på deres hjemmeside, og her foreslår de også, hvilke historier journalisterne kan skrive på baggrund af data.

-På verdensplan tror jeg kun Danmark er overgået af USA i brugen af CAR-journalistik. Og på Europæisk plan er der ingen tvivl om, at vi er bedst til at hente og analysere data journalistisk og lære andre at gøre det,- siger Mulvad.

Enorme muligheder
Nils Mulvad mener, at der for medierne er enorme muligheder i at bruge Danmarks Statistiks data analytisk og ud fra journalistiske vinkler, derfor er det også en del af Dicars kurser, at de sætter journalisterne ind i, hvilke data Danmarks Statistik har, og samtidig gør reklame for Danmarks Statistiks politik med, at det er gratis for journalister at få løst spørgsmål, der kan klares på en halv time, hvis det indpasses i de andre opgaver, som medarbejderne sidder med i Danmarks Statistik.

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse