Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Bilmarkedet

Danskerne køber færre og færre nye biler. Bilsalget er nu det laveste siden 1993. Men det er lige efter bogen: Efter en stor stigning kommer der magre år med faldende bilsalg.

22. august 2001 kl. 0:00

Det faldende bilsalg bliver ofte tolket som et resultat af dårligere konjunkturer og økonomiske indgreb. Men det er ikke kun gode og dårlige tider, der bestemmer, hvor mange biler der bliver solgt. Bilernes alder og markedets mætning spiller også en væsentlig rolle. Derfor er det ikke overraskende, at bilsalget netop har været inde i en periode med fald. Det mønster har gentaget sig de seneste tredive år: Efter en stor stigning kommer der magre år med faldende bilsalg.

"Nedgangen i bilsalget er ikke kun økonomisk betinget. En væsentlig faktor er bilparkens alderssammensætning. Den seneste nedgang i bilsalget skal altså også ses som et resultat af, at fornyelsen af bilparken er ved at være tilendebragt. Markedet for nye biler er mættet," siger Søren Dalbro, fuldmægtig i Danmarks Statistik og ansvarlig for bilstatistikken.
Set i et længere perspektiv ligner mønsteret for nyregistreringer af biler i 1990'erne mønstrene i 1980'erne og 1970'erne. De store salgsår i sidste halvdel af 1970'erne, midt i 1980'erne og midt i 1990'erne er blevet fulgt af magre år i starten af 1980'erne, 1990'erne og nu også i starten af 2000. Efter en periode i bakgear, hvor bilsalget nåede det laveste niveau siden 1993, er bilsalget nu sat i frigear og vil formentlig stabilisere sig. I første halvår af 2001 blev der solgt 51.660 biler - i 1993 blev der solgt 74.122 i første halvår.

Stiger igen om fem år
Bilerne er i gennemsnit blevet yngre - gennemsnitsalderen på en personbil er faldet til 7,8 år i 2001 mod 8,2 år i 1997. Der er sket en stigning på 13 pct. i biler, der er 0-3 år, men også andelen af biler på 4-7 år og 12-15 år er vokset med henholdsvis 50 og 32 pct. I 2001 er 55 pct. af bilerne under otte år mod 46 pct. i 1997.
Også langt flere familier har nu bil. I 1992 havde 46 pct. af alle familier bil - i 2001 er tallet steget til 54 pct. I samme periode er andelen af familier, der har flere biler, steget fra 6 til10 pct.
"Mit bud er, at bilsalget vil stige igen i 2006/2007, når der kommer en ny pukkel af 12-14 årige biler," siger Søren Dalbro. Samtidig forventer han, at salget af nye biler i år vil blive på 93.000-95.000, hvilket er lavere end i 2000, hvor salget nåede 113.300.
"Jeg går ud fra, at bunden er nået nu - men det er alligevel et salg af nye biler, der ligger over det lave niveau først i 1990'erne. I 1993 var bilsalget helt nede på 82.000."

Opsving mættede markedet
Men konjunkturerne spiller naturligvis også en central rolle for bilsalgets udvikling. Stigende beskæftigelse og ejendomspriser satte skub i bilsalget sidst i 1990'erne. Den øgede beskæftigelse resulterede i et øget behov for biler, fordi folk bl.a. fik brug for en bil til at komme til og fra arbejde. Samtidig steg boligpriserne, hvilket gav mange boligejere mulighed for at få kapital fri, som de fx kunne bruge til en ny bil.
Omvendt har nedgangen i bilsalget til en vis grad været forårsaget af politiske indgreb mod privatforbruget - fx kartoffelkuren i 1986 og pinsepakken i 1998. Den seneste nedgang i bilsalget skyldes formentlig også stigende ejendomsskatter og energipriser, som har gjort det vanskeligt for mange familier at finde plads til et lån, som kan finansiere en ny bil.

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse