Cookies

Vi bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

OK

Mere om cookies

Data­sikkerhed i Danmarks Statistik

En stærk beskyttelse af personoplysninger er afgørende for befolkningens og erhvervslivets tillid til Danmarks Statistik. Dette grundlæggende tillidsforhold er nødvendigt for, at vi kan indsamle oplysninger til den officielle statistik, som er uundværlig i et åbent demokratisk samfund.

Danmarks Statistik har derfor omfattende procedurer og systemer til at beskytte de oplysninger om danske borgere og virksomheder, som indgår i vores systemer, og vi har fokus på altid at sikre den højeste datasikkerhed.

Vores tiltag retter sig mod to typer af risici; dels fra eksterne, fx hackere, og dels fra interne, dvs. fra vores medarbejdere og fra brugere med særlig tilladelse til at bruge oplysninger hos os.

For at sikre os mod at eksterne parter kan skaffe sig adgang til fortrolige oplysninger, gør vi følgende:

  • Vi opbevarer aldrig fortrolige oplysninger uden for vores sikkerhedszone, og vi anvender krypterede eller sikre linjer, når vi henter eller modtager oplysninger.
  • Vi anvender tidssvarende it-sikkerhedsløsninger og professionelle rådgivere.
  • Vi opdaterer løbende vores sikkerhedsløsninger ifølge god praksis, herunder ISO 2700x samt krav fra Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed.
  • Vi vedligeholder løbende vores medarbejderes kompetencer vedr. it-sikkerhed.
  • Uvildige kontrollanter foretager test, hvor de forsøger at bryde vores sikkerhed. På den måde kan vi forebygge sikkerhedsproblemer og med det samme lukke eventuelle huller i sikkerheden.

For at sikre at vores medarbejdere og autoriserede brugere overholder regler, gør vi følgende:

  • Vi sørger for, at vores medarbejdere kender vores regler om datafortrolig-hed og datasikkerhed, og alle medarbejdere har skrevet under på tavshedspligt, og på at overtrædelse vil få alvorlige konsekvenser for ansættelsen.
  • Vi kontrollerer løbende, at medarbejderne kun har adgang til oplysninger, som er absolut nødvendige for deres opgaver.
  • Vi registrerer (’logger’) hvilke datasæt hver enkelt medarbejdere bruger. Vi har i 2015 udvidet logningen af søgninger i data, således som Datatilsynet har anvist i juli 2014.
  • Eksterne brugere, fx forskere, skal godkendes og har kun adgang til oplysninger, hvor CPR-nr. mv. er erstattet med løbenumre, der ikke kan bruges til at identificere personer.
  • Når eksterne brugere anvender Danmarks Statistiks data logges og kontrolleres det løbende, at krav om datafortrolighed overholdes. En overtrædelse kan medføre, at man udelukkes fra at anvende data i Danmarks Statistik.