Selskabsskatterne er omfomuleret. I Jul13 var selskabskatterne bestemt som summen af kulbrinteskatten og øvrige selskabsskatter. Herudover var der en relation for selskabsskatten for finansielle selskaber. De øvrige selskabers skat blev bestemt residualt. I Jun14 er bestemmelsen af selskabsskatten vendt om. Først bestemmes kulbrinteskatten. Dernæst bestemmes de finansielle selskabers skat og de andre selskabers resterende selskabsskat. De enkelte komponenter i selskabsskatten summeres sluttelig til den samlede selskabsskat. De personlige indkomstskatter indeholder to ændringer. Den ene vedrører den grønne check. I Jul13 var den grønne check en negativ komponent i bundskatten. I Jun14 er den grønne check en selvstændig negativ komponent i de samlede slutskatter. Det betyder, at provenuet af bundskatten løftes med ca. 5 mia.kr. Fordelen er at sammenhængen mellem indkomstgrundlag, indkomstfordelinger og provenu bliver nemmere at fortolke. Samtidig er ændringen en forberedelse af næste modelversion, hvor det forventes, at den grønne check i forbindelse med hovedrevisionen af nationalregnskabet vil blive omklassifiseret til en indkomstoverførsel. Den anden ændring vedrører behandlingen indkomstoverførsler samt bidrag og udbetalinger fra fradragsberettigede pensionsordninger. Indkomstgrundlaget for de personlige indkomstskatter er gennemgået, og der er ændret i relationerne for a-indkomst, personlig indkomst og skattepligtig indkomst.
|